Den danske sang er en ung blond pige
Den gamle skærslippers forårssang
Det er så køhnt, det er så dejle
Det var en morgen ved vintertid
Hvor skoven dog er frisk og stor
Hvor smiler fager den danske kyst
I sne står urt og busk i skjul
Man bli'r så glad når solen skinner
Nu går våren gennem Nyhavn
(Søren Bramfris Lærkesang)
Se det summer af sol over engen
Alle mine kilder skal være hos dig!
Det var Guds-ordet i gamle dage
til det folkefærd uden mage,
som bar på vor Herres moder hos sig.
Alle mine kilder skal være hos dig!
Det var Guds-ordet i tidens fylde,
da han fødtes, som engle hylde,
da Jomfru Marie ham bar hos sig.
Alle mine kilder skal være hos dig!
genlød røsten fra Himmel åben,
Fader-røsten ved Jesus-dåben:
Min Søn! Jeg har velbehag i dig.
Alle mine kilder skal være hos dig!
Det er Guds-ordet i nådens dage
til det bad, som er uden mage,
Ånds-badet, vor Herre bar i sig.
Alle mine kilder skal være hos dig!
Det er Gud Faders den høje tale
til den dåb, som i jordens dale
vor Herre han bærer skjult i sig.
Alle mine kilder skal være hos dig!
Af dig genfødes skal jord og himmel,
folks og tungers og stjerners vrimmel
med alt, hvad jeg evig bar i mig!
Bedstefar tag dine tænder på
søbemadens triste tid er ude
af min arvelod opspringer glad
gulerodens lille hårde knude
Fruen i det nye silkeskørt
læner sig og knitrer mod min mave
plukker anemoner af min mund
planter dem i sine minders have
Underfulde børn med med røde hår
løber dristigt ud af byens senge
degnen går bag stærke brilleglas
i den fjerneste af alle enge
Trold i bakke er jeg ikke nu
skærer vinterskægget af min hage
fugleunger flyver op deraf
takker mig fra landets sommertage
Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit sølvblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted dér i fjor.
På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented
og tænkte: »Den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone;
jeg ser den aldrig mer«.
Nu står den der og nikker
så sejersæl i Jyllands grus
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.
Hvad var det dog, der skete?
Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts
det smelter ved at se det
den første dag i marts.
Jeg tænkte: »Evigt skiltes ad
min sjæl og glæden«. da jeg sad
i vint'rens grumme done.
Nu gør min anemone
mit hjerte atter glad.
For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la'r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din skaber stor!
Den danske sang er en ung, blond pige,
hun går og nynner i Danmarks hus,
hun er et barn af det havblå rige,
hvor bøge lytter til bølgers brus.
Den danske sang, når den dybest klinger,
har klang af klokke, af sværd og skjold.
Imod os bruser på brede vinger
en sagatone fra hedenold.
Al Sjællands ynde og Jyllands vælde,
de tvende klange af blidt og hårdt,
skal sangen rumme for ret at melde
om, hvad der inderst er os og vort.
Og tider skifter, og sæder mildnes,
men kunst og kamp kræver stadig stål;
det alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes,
det flammer hedest i Bjarkemål.
Så syng da, Danmark, lad hjertet tale,
thi hjertesproget er vers og sang,
og lære kan vi af nattergale,
af lærken over den grønne vang.
Og blæsten suser sin vilde vise,
og stranden drøner sit højtidskvad;
fra hedens lyng som fra stadens flise
skal sangen løfte sig, ung og glad.
Nu lokker atter de lange veje,
og jeg har flikket de gamle sko.
Og jeg har skåret en grøn skalmeje
bag piledammen ved Holstebro.
Jeg går fra Skagen med kurs mod Fakse,
og glemt er vinterens sult ag nød.
Jeg sliber knive, jeg sliber sakse,
jeg sliber solskin og dagligt brød.
Hvor er min ungdom? Jeg ved det næppe.
Hvor var den skøn. Jeg var fri og løs.
Jeg sov i vejgrøftens blomstertæppe,
jeg sov hos landsbyens bedste tøs.
Med hende var det en fryd at bakse,
thi vårens duft var i hendes skød.
Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse,
men sleb dog solskin og dagligt brød.
Jeg var jo bare en skør skærslipper
foruden hjem og foruden ro.
Jeg var kun rakker og hundeklipper,
og bonden stænged for mig sin lo.
Han var så selvsikker, thi hans akse
var plantet støt i et stort fad grød.
Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse,
men sleb dog solskin og dagligt brød.
Dengang var brændevin hvermands eje,
thi den var billig, og den var ram.
Men malurt dufted langs alle veje
og gav kulør til en fuseldram.
Å soldebrødre, å lurifakse,
I drak jer tumbet fra vid og sans,
men jeg sleb knive, og jeg sleb sakse
ag plukked malurt amkring sankthans.
Den, der har pligter, kan sagtens dømme
en pjalt, som ikke betaler skat.
Men jeg er digter og jeg må drømme,
thi jeg er et med den lyse nat.
De digtere er så mange slagse,
og selv blandt dem er jeg kun en fant,
der sliber knive og sliber sakse,
og takker rørt for en kobberslant.
Hvor er I nu, alle I jeg kendte,
hver buttet pige, hver kammesjuk?
Hver anden af jer på Sundholm endte.
Hver anden kvaltes i flaskens kluk.
Men jeg er stadig iblandt de vakse!
Mit hår er hvidt, men min tud er rød!
Jeg sliber knive, jeg sliber sakse,
jeg sliber solskin og dagligt brød.
Og endnu venter de lange veje
med morgenkulde, med middagsglød.
Min slibesten kan jeg fortsat dreje
og holde næsen forsvarligt rød.
Jeg går fra Skagen med kurs mod Fakse,
og glemt er vinterens sult og nød.
Jeg sliber knive, jeg sliber sakse,
jeg sliber solskin og dagligt brød.
Den grønne, søde vår
igen på jorden går.
Se, solen drypper ild,
og vinden er mild.
Søndenvind, vandresind!
Træk vogn af hus, tag kæp ved krog!
Følg med, følg med på forårstog,
med knark af hjul og knirk af åg -
Vidt ud i verden!
Det gamle vinterøg
i stalden indeføg
blandt spindelvæv og møl -
nu har hun føl!
Følfod,
Flyvemod!
Spring, raske svend, på hingstekrop!
Galop, galop i ryttertrop,
med op og ned og ned og op -
Vidt ud i verden!
Og vil du gå med mig?
Til døden, du og jeg!
Mit skønne unge liv,
min rejseviv!
Kærlighed,
herlighed!
At være to, ved nat og dag,
to åndedrag, et velbehag!
Lyst efor og mørkt ebag -
Vidt ud i verden!
Den grønne, frie skov
har givet os forlov.
Vi kender ej vort sted -
men svalen er med.
Svalesind,
vårvind!
Følg med den fuglefrie vår!
Mod syd, mod syd, hvor solen står
Vi går og går og går og går -
Vidt ud i verden!
Det er i dag et vejr, et solskinsvejr!
O søde vår, så er du atter nær!
Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter,
nu vil jeg gå og købe hyacinter
og bringe dem til én, som jeg har kær.
Hun købte af de hvide og de blå
hun købte af de smukkeste, hun så.
Det er i dag et vejr! Og solen skinner!
Og om mig svæver lutter lyse minder,
dem ta'r jeg med til den, jeg tænker på.
Og de kom svævende i ring og rad.,
Hun gik imellem dem og var så glad.
Det er idag et solskin uden mage!
Og jeg har solskin nok til mange dage,
og jeg må kysse hvert et lille blad.
Hun kyssede dem alle, hver især,
hun bragte dem til den, hun havde kær.
Min ven, her kommer jeg med hyacinter!
Min ven, nu glemmer vi, at det er vinter!
Det er idag et vejr, et solskinsvejr-!
Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårsti'
e himmel sæ udbre'r så vi',
e sol så klar i'e vand sæ spejler,
og lys og værremt strør
vos å e jord herner,
ja, det er køhnt, ja, det er dejle
Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårs ti'
e bøg sin blaj udbre'r så vi',
hvorunner små skovblommer frejle
står mell' e blaj og græjs
og lærre godt tefrejs,
ja, det er køhnt, ja, det er dejle
Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårs ti'
di små syngfowl er kommen hi,
og flagrend i e 10ft så glæjle
di synger med en lyst,
der smitter i vort bryst,
ja, det er køhnt, ja, det er dejle
Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårs ti'
den pigh, jen fremfor åll kan li',
hun sidder ved vos, og vi spejler
vos i hind øjens glans,
der rummer åll vor sans,
ja, det er køhnt, ja, det er dejle
Ja, det er køhnt, ja, det er dejle,
nær i den føhst forårs ti'
vi glæjes og beruses i
di toner, som forbi vos sejler.
Mit moersmål, din sång
hær dog den kønnest klång,
ja, det er køhnt, ja, det er dejle
Det haver så nyligen regnet,
det har stormet og pisket i vor lund.
Frø af ugræs er føget over hegnet,
åg på nakke og lås for vor mund.
Årets løb har sin lov,
der blev lyst i vor skov,
ak, hvor kort, indtil alt er stormens rov.
Det har regnet - men regnen gav grøde,
det har stormet - men stormen gjorde stærk.
Som de tro'de, at skoven alt var øde,
så de vårkraftens spirende værk.
For de gamle, som faldt,
er der ny overalt,
de vil møde, hver gang der bliver kaldt.
Og de tro'de, at hjertebånd kan briste,
og de tro'de, at glemmes kan vor ret!
De skal vide, de aldrig ser de sidste,
de skal vide, at ingen bliver træt.
Thi som årene randt,
sås det: båndene bandt,
kræfter fødtes for kræfterne, som svandt.
De kan spærre med farver og med pæle,
de kan lokke med løfter og med løn, -
fælles sprog giver vore tanker mæle,
fælles vilje gør kampdagen skøn.
Nye stridsmænd skal der,
nye stridsmænd skal her
slutte kreds om den fane, vi har kær.
Ja - det haver så nyligen regnet,
og de træer de drypper endnu,
mangen eg er for uvejret segnet,
men endda er vi frejdige i hu;
viger ej ud af spor,
for vi kender det ord:
Det har slet ingen hast for dem, som tror,
- viger ej ud af spor,
for vi kender det ord:
Det har slet ingen hast for dem, som tror.
Det var en morgen ved vintertid,
jeg vågned' op til en jord så hvid,
og luften mødte mig frisk og ren,
og der lå rimfrost på hver en gren.
Selv solen skinned' med gråhvidt skær
som et papirklip stod havens træ'r
og tørre kviste og vissent løv
var dækket fint af et snehvidt støv.
Jeg glemte måneders regn og slud
det var en glæde at komme ud
og glæden voksed' sig stærk og stor
mens jeg gik tur på den hårde jord.
En lærke letted, og tusind fulgte,
og straks var luften et væld af sang.
De tusind tårne tog til at tone,
så landet fyldtes af klokkers klang,
og byer blomstred i rødt og hvidt,
og det var forår og Danmark frit,
ja, Danmark frit.
Det var en morgen som tusind andre
og ingen morgen i tusind år,
da Danmark vågned med klare øjne
til glædestimer og frimandskår,
og landet lyste fra sund til klit,
for det var forår og Danmark frit,
og Danmark frit.
Vi mindes stille de tapre døde,
hvis navne lever i Danmarks navn,
og takken søger til dem, der segned,
og dem, der sidder med tunge savn.
Gud trøste dem, der har lidt og stridt,
til det blev forår og Danmark frit,
og Danmark frit.
Men du, som styrter de stoltes riger
og løser fangne af bolt og bånd,
dig flyver hjerternes tak i møde,
vor skæbne er i din stærke hånd.
Nu er det forår og Danmark frit,
Velsign det, Herre, fra sund til klit,
fra sund til klit.
Fo' ajle di små blomster dæ' dov æ' te' i år,
å fovle, de æ' ette te' å se'e,
så fin å frisk å faver som bø'eskovi står,
dæ' te hår je' ajler før set le'e,
o hvo' je ve'er ø'et hen, je ser så sære tej,
de løvter så fo'u'erle' here'e i mit sej.
Je' mærker iår,
i Danmark æ' de vår, -
de løvter så fo'u'erle here'e i mit sej,
naturen æ' fo'a're, e'er je' ha' vårren blej.
Om mo'eni da flø'er di fovle u' me' saj,
som om di fo' nattero vil' takke,
å går je' ner ve' bækki en avtenstun' igaj,
da æ' de', som bøllerne ku' snakke,
så hvisker de' så sælsom' i ellekrattets løv,
hver lille blomst hun nikker mildt o se'er te mej "tøv".
Je mærker iår,
i Danmark æ' de' vår, -
hver lille blomst hun nikker mildt å se'er te mej "tøv",
naturen æ fo'a're, e'er ie' ha' vårren døv.
Å folkets lyv æ' heller knap, som de' plejer von,
de' sky'er blomst i mannen simpel hytte,
å vil I bare vente inå et lille ko'n,
så bliver bo'i là'ets bedste støtte.
Di gamle folkeviser, dæ' ha' lydt ve' kamp å lej,
de' æ' som fovletoner, je' ka' høre på mi' vej.
Je mærker iår,
i Danmark æ' de' vår, -
de' æ' som fovletoner, je' ka' høre på mi' vej,
de hele æ' fo'a're e'er å a' de' æ' mej.
Hil dig, frelser og forsoner!
verden dig med torne kroner,
du det ser, jeg har i sinde
rosenkrans om kors at vinde,
giv dertil mig mod og held!
Hvad har dig hos Gud bedrøvet,
og hvad elsked du hos støvet,
at du ville alt opgive
for at holde os i live,
os dig at meddele hél?
Kærligheden, hjertegløden,
stærkere var her end døden,
heller giver du end tager,
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted!
Ak! nu føler jeg til fulde
hjertets hårdhed, hjertets kulde!
Hvad udsprang af disse fjelde,
navnet værdt, til at gengælde,
frelsermand, din kærlighed?
Dog jeg tror, af dine vunder
væld udsprang til stort vidunder,
mægtigt til hver sten at vælte
til isbjerge selv at smelte,
til at tvætte hjertet rent!
Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte,
floden, som kan isbjerg smelte,
som kan blod-skyld tvætte af!
Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!
Skønt jeg må som blomsten visne,
skønt min hånd og barm må isne
du, jeg tror, kan det så mage,
at jeg døden ej skal smage,
du betalte syndens sold!
Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
ræk mig hånd, når øjet brister!
sig: vi gå til Paradis!
Det er forår. Alting klippes ned.
Der beskæres i buskadser og budgetter.
Slut med fordums fede ødselhed.
Vi begynder at træne til skeletter.
Jeg blir fem år ældre
ved hvert indgreb i min pung,
men når forårssolen skinner,
blir jeg ung!
Lad kun falde, hvad der knap kan stå ...
Men i så fald sku jeg altid komme kryv'nde,
hver gang skatten gir sig til at flå
mine sidste mønter fra mig hver den tyv'nde
Jeg blir tom i hjernen, .
træt og tung i sjæl og krop,
men når forårssolen skinner
står jeg op!
Og jeg fægter med min sparekniv.
Men den skraber bare hult i sparegrisen.
Der er ikke meget tegn på liv.
Selv i vinter var der dog en ko på isen.
Jeg har længe næret en
istap ved min barm,
men når forårssolen skinner,
blir jeg varm!
Solen skinner på fallittens rand.
Derfor denne dyrekøbte randbemærkning:
Der er caries i tidens tand.
Dens emalje trænger voldsomt til forstærkning!
Snart skal jeg og mine sidste
tænder skilles ad,
men når forårssolen skinner,
blir jeg glad!
Tag da kun min sidste spinkle mønt.
Livets sol er min den sidste del af livet,
for som solfanger er jeg nu begyndt
at forstå, at Alt og Intet er os givet.
Og en gang går solen sin
runde uden mig,
men når forårssolen skinner,
lever jeg!
Hvergang en sommer igen kommer dragende,
dvælende, farende hen,
er det som kom man i dybet af dagene
hjem til sin hjemegn igen.
Ude i verden, hvor jorden og himlene
skifter i ukendte skær.
længes man ind i sit øriges svimlende
verden af lunerigt vejr.
Åh, at forundes og komme på luftene.
let som et løvetandsfrø
ned i det syngende, susende, duftende
græs på en sommergrøn ø.
Her er man hjemme, hvor stormen og vindene,
solen og skyerne går,
midt i det "nu". som er selve den rindende
tråd mellem aldre og år.
Her mellem havet og strømmen og stenene
nynner en langelig sang,
samlende alt, som har været forenende,
alt som skal være en gang.
Stranden den stride, bestormet af vandene,
lægger sin vandrende ring
lukkende rundt om de varige, standende,
enkle og evige ting.
Tavse, mens druehyld løfter mod rummene
sommerens glødende bær,
glider vi ind i den syngende, summende,
susende sommer og "er".
Hvor skoven dog er frisk og stor,
kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.
Skovmærker der og jordbær gror,
kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.
I træets bark er mærke sat,
der så jeg dig en måneklar nat.
Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera,
kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.
I måneskin er smukt at gå,
kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.
I skov ved solskin ligeså,
kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.
Af kukkeren jeg vide får,
hvor mange kys og leveår.
Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera,
kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.
Gør ikke verden dig for tung,
kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.
Husk på, du er kun én gang ung,
kuk-kuk, kuk-kuk fallera.
Skovmærker gror, og jordbær gror,
og kukkeren ved når og hvor.
Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera,
kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.
Hvor smiler fager den danske kyst
og breder favnen, når solklar bølge.
Og sommerskyer og skib med lyst
står sundet ind i hinandens følge,
og Kronborg luder
ved Sjællands port
mod hvide skuder -
hvor lyst! hvor stort!
Mod søen stunded vor sjæl tilforn.
Men bølgen brød med en røst derude
som vindens rislen i Danmarks korn -
da vendte mangen på ny sin skude.
Den grønne ager
på Sjællands bryst!
hvor smiler fager
den danske kyst!
Den danske mark i en bølgen går
som åndedræt af en venlig kvinde.
Sødt gynger byggen sit silkehår,
og rugen ånder med sol i sinde,
og vinden iler
til hvedes bryst.
Hvor fager smiler
den danske kyst.
Der driver høduft med krydret vind.
Igennem engen en å sig slynger.
Og lærken ringer skærsommer ind,
mens vilde blomster ved grøften gynger.
Gravhøje kroner
det grønne land.
Hvor skønt fortoner
sig sø og strand.
Alvorlig taler ved alfarvej
med grønsvær tækket de gamles grave.
Henfarne slægter - forglem dem ej!
i arv de gav dig en ædel gave.
Henfarne slægter
i landets marv
sig ej fornægter.
Bevar din arv.
Hvad hånden former er åndens spor.
Med flint har oldbonden tømret, kriget.
Hver spån, du finder i Danmarks jord,
er sjæl af den, der har bygget riget.
Vil selv du fatte
dit væsens rod,
skøn på de skatte,
de efterlod.
Men du, der søgte mod fremmed strand,
de gamle lig, som mod søen stunded,
hver gang du genser det gamle land,
skal sande, her blev dit hjerte bundet.
Thi dybe minder
og gammel agt
og milde kvinder -
hvor har de magt!
I sne står urt og busk i skjul,
det er så koldt derude,
dog synger der en lille fugl
på kvist ved frosne rude.
Giv tid! giv tid! - den nynner glad
og ryster de små vinger, -
giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! - hver blomst udspringer.
Giv tid! og livets træ bli'r grønt,
må frosten det end kue,
giv tid! og hvad du drømte skønt,
du skal i sandhed skue.
Giv tid! og åndens vinterblund
skal fly for herlig sommer,
giv tid, og bi på herrens stund,
- hans skønhedsrige kommer.
En vår er kommet så mildt og stille
med drømmedufte om mark og vang.
På sølvstreng klimprer den friske kilde,
og fuld af sødme er fuglens sang.
leg plukkerfløjsgræs og ridderspore,
jeg plukker mandstro og jomfrusko.
Men blodet brænder i mine årer,
mit lille hjerte har ingen ro.
Jeg synger ikke, jeg danser ikke,
der er så meget, jeg ikke når.
Er jeg bedrøvet? Jeg ved det ikke.
Jeg drømmer bare, og tiden går.
Jeg plukker fløjsgræs, og ridderspore,
jeg plukker mandstro og jomfrusko.
Snart kommer prinsen fra eventyret,
mon da mit hjerte kan finde ro.
Hans silkekappe har gyldne knapper,
kækt gynger fjeren på hans baret.
Og han er mandig og flot og tapper,
og på hans skjold er der ingen plet.
Jeg plukker fløjlsgræs og ridderspore,
jeg plukker mandstro og jomfrusko.
Men hvis han ser mig i pigevrimlen,
mon da mit hjerte kan finde ro.
Lad hjertet hamre, lad blodet strømme,
mens barmen runder sit hvide lin.
Snart kommer helten fra mine drømme,
... skønt ingen ved det, er han dog min.
Jeg plukker fløjsgræs og ridderspore,
jeg plukker mandstro og jomfrusko.
Dig gi'r jeg alle mit hjertes blomster,
for du har taget mit hjertes ro.
Kom, maj, du søde, milde!
Gør skoven atter grøn,
og lad ved bæk og kilde
violen blomstre skøn.
Hvor ville jeg dog gerne,
at jeg igen den så!
Ak, kære maj, hvor gerne
igen i marken gå.
Om vintren kan man have
vel mangt et tidsfordriv.
Man kan i sneen trave,
å ja, et lystigt liv.
Har leg af mange arter,
især ved juletid,
vel også kanefarter
på landet hid og did.
Men når sig lærker svinge
mod sky med lifligt slag,
på engen om at springe
det er en anden sag!
Men nu min kæphest rolig
i krogen hist må stå,
thi uden for vor bolig
man kan for søl ej gå.
Du derfor smukt dig skynde,
kom, kære maj, o kom,
at snart vi kan begynde
på marken vor springom.
Men frem for alt du mange
violer tage med,
og nattergalesange
og kukkeren tag med!
Krist stod op af døde
i påske-morgenrøde!
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!
Krist stod op af døde,
afsonet er vor brøde!
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!
Krist stod op af døde,
i Himlen vi ham møde!
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!
Halleluja!
Halleluja! Halleluja!
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!
Nu kommer fuglene igen
Og lyset vælter pludselig ind
Det kommer gennem alle sprækker
Lyse nætter er tilbage.
Alt, hvad der rørte sig blev gemt
Da du var rejst var det så nemt
Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig
At pynte sig for dig
Du er tilbage, du er hos mig
Du er tilbage, med varme dage
Du er hos mig
Nu kommer lydene igen
Og verden vælter pludselig in
Med parasoller og sandaler
Bølger maler alt i sand
Jeg havde huset fuld af vind
Og nye frugter båret ind
Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig
At pynte sig for dig
Du er tilbage, du er hos mig
Du er tilbage, med varme dage
Du er hos mig
Hjertet hopper i mit bryst,
dagen går med liv og lyst,
der står skrevet kys på hver pigemund.
Foden flytter sig adræt,
sindet bli'r så lyst og let,
hjernen bli'r så klar, og det har jo sin grund:
Jeg bli'r så glad, når solen skinner,
så glemmes sorg og suk og savn,
når den forgylder tårn og tinder,
så ta'r jeg byen i min favn.
Forklar mig, hvad der sker?
men jeg går rundt og ler,
jeg bli'r så glad og fri,
men det er nok fordi,
jeg bli'r så glad, når solen skinner
på gamle kongens København.
Når det første spæde blad
grønnes, bli'r jeg kisteglad,
og syn's København er det bedste sted!
Når jeg mærker, det er vår,
og den første lærke slår,
kribler det i mig, så må jeg synge med!
Jeg bli'r så glad, når solen skinner,
så glemmes sorg og suk og savn,
og alt det bedste jeg så finder
her i min kære fødestavn,
ja, jeg bli'r optimist
og springer her og hist
og bringer liv og fest
til hver en traurig gæst!
Jeg bli'r så glad, når solen skinner
på gamle kongens København.
Nu går våren gennem Nyhavn fra Changhai og til kahyt
Nu har solen gule unger ihver skimlet regnvejrspyt
Alle havnens søde piger drikker forårsguden til
Vi har øl i stride strømme vi har sang og banjospil
Se en fugl har bygget rede her ved Sørens brede bryst
Blot en lille lommelærke men hvor kvidrer den med lyst
Sæt dig her ved Sørens side hvis du ikke har kredit
Køb du kuns din flade kaffe jeg skal fylde den med sprit
Hvad er vinterens golde glæder imod vårens kåde leg
Jeg vil elske hundred piger jeg skal gemme en til dig
Men når beverdingen lukker og de glider to og to
Går jeg ad en hønsestige til Katinkas kyske bo
Hun kan ordne Søren Bramfri uden vals og store ord
Hun kan glatte pandens rynker hun kan tømme lommens foer
Og hver gang jeg slår på tæven kan hun tæmme min fysik
Med et lille tjat på kinden og en ekstra gikkernik
Kom min søde nyhavnspige lad mig elske dig i nat
Se en simpel hønsestige har til himlens dør jeg sat
Jeg kan sprænge alle skranker jeg kan bryde alle bånd
Men i aften bliver jeg stille blot du tar min store hånd
Når vinteren rinder i grøft og i grav
og rugens krøllede blade
sig ranker i solen, som spejles i hav
jeg griber med længsel, knap ved jeg deraf
min hakke, min skovl og min spade.
Jeg hvæsser på stenen den rustnede æg
og retter den bøjede plade
så springer jeg uden for mur og for væg
hvor marken har klumper og mosen har klæg
med min hakke, min skovl og min spade.
Jeg lytter til vårens syngende kor,
til lærken, den jublende glade,
vi kender hinanden fra somren ifjor,
den kvidrer, jeg grøfter og graver min jord
med min hakke, min skovl og min spade.
Når solen går ned i et luende bål
bag lynghedens vidtstrakte flade,
jeg retter min ryg og jeg skimter et mål
da blåner og blinker det blanktslidte stål
i min hakke, min skovl og min spade.
Se, det summer af sol over engen,
honningbien vil fylde sin kurv,
og der pusles ved bordet og sengen
af den fattigste sisken og spurv:
og der jubles hele dagen,
men mod kvælden bli'r alting så tyst,
våren synger sin sang, det er sagen,
og mit hjerte bli'r voks i mit bryst.
Der er sølvklang i majbækkens vove,
gyldent skær gennem aftenen lang,
hver en grøft bliver blomstrende skove
langs den kornrige, bølgende vang:
disse bølger, o, de stiger
med min sjæl over solskyens rand,
rundt i verden er dejlige riger,
ingen vår som en maj i vort land!
kuk-kuk, kuk-kuk, fallera.
Kone, kom her hen til sengen
Kom her og læg dig lidt
Jeg er ikke mere fuld end jeg er vågen endnu
Jeg er højest en bette smule træt
Kom kone lad os tænke os tilbage
Til dengang jeg samlede dig op
"Skidtspark Nancy, af nogle Skidtsparkerfolk"
Hun havde så svært ved at slippe
Den gamle han solgte jo briketter
Du blev tosset når han gramsede på dig
Mor gik til byen, hvor hun vaskede for folk
Hun vaskede også for mig
Jeg lå jo i Herning i min tid som sergeant
Der var ingen, der hundsede med Far
Vi gravede, og gravede og vi gravede igen:
Det var hernede, vi lærte at forsvare
Kom kone, dans til musikken
Så mixer Daddy en drinks
Løft dit ansigt, det vil sagtens ku' gå
Jeg klapper takten imens
Kom kone, lad os prøve at holde sammen
Ik' som nogle Rimmerby-skvat
De får rødhårede unger og fattigmandshjælp
og bruger penge på pjat
Jeg har altid godt villet spille banjo
men jeg vil hellere spille førsteviolin
Jeg skal sat'me sparke stolen væk under dem
der prøver på at gøre os til grin
Jeg lå jo i Herning i min tid som sergeant
Der var ingen, der hundsede med Far
Vi gravede, og gravede og vi gravede igen:
Det var hernede, vi lærte at forsvare
Sneflokke kommer vrimlende,
hen over diger trimlende,
det knyger ud af himlene,
det sluger hegn og gård,
det ryger ind ad sprækkerne
til pølserne på rækkerne,
og fårene ved hækkerne
får blink i pelsens hår.
Og poplerne bag mønningen
de duver dybt i dønningen,
og over stakke-grønningen
omtrimler kærv og neg,
det klaprer én om ørene
fra portene til dørene,
bag hvilke de små Sørene'
har rustet sig til leg.
Og gammelmor i klokkerne
med huen og grålokkerne,
hun haler op i sokkerne
og ser forsagt derud,
for nu er kålen liggende,
og nu står tjørnen stikkende
og spidder sne på piggene;
og nu kom Kjørmes-knud!
Det er mørkt når vi står op
Og gråt når vi på job
Og mens vi handler ind
Bli'r det mørkt igen
Jeg har fået nok
Nu sparer jeg sgu op
Køber mig en bike
Og så ta'r jeg på træk
i solen
Hvis jeg ta'r væk
Ta'r du så med
Så får vi sol og kærlighed
Og billig vin og mad fra bål
Og kommer hjem
når vinteren er gået.
Mig og dig
til sommer i Europa
mig og dig
Så ta'r vi til Prag
og kysser på Moldau
Og følger vejene til Rom
Danser rundt i Colloseum (med 1000 lys på)
Smiler over glas
som vi skåler i Alsace
Får det nice i Nice
og spiser pindeis
på molen
Hvis jeg ta'r væk
Ta'r du så med
Så får vi sol og kærlighed
Og billig vin og mad fra bål
Og kommer hjem
når vinteren er gået.
Mig og dig
til sommer i Europa
mig og dig
Læg dig her hos mig
Vi drømmer vores vej
Væk fra slud og regn
Til Indien og omegn
Mærk mig tegne solen
så du rødmer under kjolen
Airline Skrapperas
Hurtigst til Madras
På broen
Hvis jeg ta'r væk
Ta'r du så med
Så får vi sol og kærlighed
Og billig vin og mad fra bål
Og kommer hjem
når vinteren er gået.
Hvis jeg ta'r væk
Ta'r du så med
Så får vi sol og kærlighed
Og billig vin og mad fra bål
Og kommer hjem
når vinteren er gået, ja.
Mig og dig
til sommer i Europa,
mig og dig
til sommer i Europa.
Mig og dig,
mig og dig.
Velkommen i den grønne lund,
hvor fuglene de sjunge!
Det høres skal: den danske mund
til sang har og en tunge.
Vi har det godt i grunden her,
såvel som vore fædre
vil Gud, den dag tør være nær,
vi får det end lidt bedre.
Kan munden vi få ret på gang
til andet end at spise,
hverandet barn i Dannevang
forstår halvkvæden vise.
For, hvad vi fattes først og sidst
til lykke ej så ganske,
men lidt dog både her og hist,
det er det ægte danske.
Vi fører løver i vort skjold
af hjerter tæt omsatte,
dem førte vi fra hedenold
og ingen abekatte.
hver fugl må synge med sit næb,
og livet, kan vi skønne,
var uden sang kun slid og slæb.
Velkommen i det grønne!
Velkommen, lærkelil!
Jeg ved ej strengespil,
så sødt og rent og jublende så vide,
som disse tonedrag,
de glade klokkeslag,
der ringer våren ind ved vintertide.
Du sværmer ikke vildt,
du kredser ikke snildt,
vil intet rov i dine brødres vrimmel,
du flagrer ikke om,
men frejdig, frisk og from
du går den lige vej fra jord til himmel.
Ej svimler du derved,
men daler trøstig ned,
ned til din græstørv og din lille mage.
I højhed som i fald
du følger tro dit kald,
og derfor har I vel så glade dage.
Du troens rette fugl,
som bier kun på jul,
og kun i årets skumring holder inde,
for så med jubelsang,
når rug er oven vang,
at varsle højt om vårens lune vinde.
Kom, lær mig noder til
det håbets strengespil,
som tvinger dig før gry at være vågen,
lær mig som du at se
igennem mulm og sne
den pinseglans, der dølger sig bag tågen!
Verden er våd og lys -
himlen er tung af væde ...
Hjertet er tungt, hjertet er tungt
hjertet er tungt af lykke,
lykkeligt nær, lykkeligt nær,
lykkeligt nær ved at græde.
Sangen om sol og syrener
Våren i eksplosion
Alt hvad som lever og forener
Os i en egen komposition
Gi mig kun en sang
Så ingen vinter går
Uden at den minder os om
Hvor dejligt det var
Hvor dejlig du var
Du var så smuk som en rose
Midt i den lyse vår
Jeg var som i konstant narkose
Elskede dig med hud og hår
Gi mig kun en sang
Så ingen vinter går
Uden at den minder os om
Hvor dejligt det var
Hvor dejlig du var
Gi mig et pust, før vi aner
Er vi så langt på vej
Tiden har lagt helt andre planer
Her har du min forglemmigej
Gi mig kun en sang
Så ingen vinter går
Uden at den minder os om
Hvor dejligt det var
Hvor dejlig du var
Sommertid i København,
cykler rundt på Christianshavn
Mærker vindens varme strøg
i mit ansigt og på mine løg
Vi skal holde en fest dag
Drikke drinks med jordbærsmag
Bade fra en gammel båd
Og håbe på at pigerne bliver’ våd’
Det er sommer nu,
Og der er kun tre ting vi skal brug’
Øl, fisse og hornmusik
Så bliver sommeren et hit
Øl, fisse og hornmusik
Ud og lufte min sommer pik
Øl, fisse og hornmusik
Så bliver sommeren et hit
Øl, fisse og hornmusik - med min sommer pik
Kold lambrusco, kiks med brie’
Smiler til en sommerpige
Hører jazz i “Kongens have”
Før vi skal hjem og snave
Der er 3 små ting,
der gør min sommer pingeling
Øl fisse, og hornmusik
Så bliver sommeren et hit
Øl, fisse og hornmusik
Ud og lufte min musik
(og det siger) Øl, fisse og hornmusik
Så bliver sommeren et hit
Øl, fisse og hornmusik - med min sommerpik
(Grin som kun Rasmus Nøhr kan gøre det)
Og når sommeren er forbi
Så går jeg i vinter hi’
Sidder og mindes i min vinterhule
Alle de damer jeg fik lov at pule
(Saxofon solo)
Øl fisse, og hornmusik
Så bliver sommeren et hit
Øl, fisse og hornmusik
Ud og lufte min sommerpik
(og det siger) Øl, fisse og hornmusik
Så bliver sommeren et hit
Øl, fisse og hornmusik - med min sommerpik